“Musik i virkeligheden” af Karl Aage Rasmussen

by Kristoffer Brinch Kjeldby | January 17th, 2010

Jeg fik Karl Aage Rasmussens essaysamling “Musik i virkeligheden” i julegave og har endelig fået læst den færdig.

Bogen – der er udgivet i 2008 på Gyldendal – rummer 23 essays fordelt på tre hovedafsnit. Det første hovedafsnit indeholder seks essays om musikteoretiske emner, mens det andet hovedafsnit rummer elleve tekster om enkelte kunstnere, primært komponister. Det sidste hovedafsnit handler om musikkens betingelser i dagens Danmark og indeholder seks essays.

Karl Aage Rasmussen er kendt som både som komponist og som formidler, og derfor havde jeg set frem til at læse bogen. Nogle af teksterne er spændende og aktuelle, men jeg synes desværre at andre virker mindre aktuelle – især i den vinkel, der lægges på stoffet.

Musikteoretiske emner

Ikke fordi et essay nødvendigvis behøver være aktuelt for at være spændende: Karl Aage Rasmussen har mange års erfaring indenfor det danske musikliv, og han har selvfølgelig mange interessante erfaringer at dele ud af. Alligevel har jeg det svært med specielt nogle af teksterne i bogens første hovedafsnit, der som sagt omhandler forskellige musikteoretiske emner.

Gabriel Metsu - A Young Woman Composing Music and a Curious Man

Dette gælder f.eks. essayet “Musikoplevelse, musikanalyse og musikpædagogik”, der handler om forholdet mellem musikanalyse og oplevelse. Essayet starter med ordene “I den musikpædagogiske debat (om en sådan stadig eksisterer)”, efterfulgt af en fodnote, der fortæller at essayet er en revideret udgave af en tekst fra 1973.

I essayet opdeler Karl Aage Rasmussen, med henvisning til psykoanalyses fader Sigmund Freud, vores tankeprocesser i primære og sekundære. Musikoplevelsen foregår som en primær proces, mens traditionel musikanalyse foregår som en sekundær proces. Dermed uddyber analysen, ifølge Rasmussen, ikke den primære oplevelse i nævneværdig grad.

Mens essayet indeholder mange interessante pointer om den traditionelle analyse, synes jeg at Rasmussen efterlader læseren med spørgsmålet om, hvordan denne debat ser ud i dag. Jeg tror nemlig, at denne debat har flyttet sig siden 73. Her tænker jeg f.eks. på den polemik, der fulgte i kølvandet på Joseph Kermans “How We Got into Analysis, and How to Get Out” fra 1980, en artikel, som netop peger på mange af de samme problemer som Rasmussens essay.

Jeg tænker også på den udvikling, der har været indenfor kognitions- og kreativitetsforskningen i de sidste 40 år, blandt andet “The Cognive Turn”, hvilket betyder, at man i dag næppe ville opdele tankeprocesser på samme måde som Freud gør det. På den måde beskriver essayet ikke alene en debat, der formodentlig har ændet sig, men essayets tilgang virker også uaktuel.

Lydoptagelsen

Essayet “Musik og virkelighed”, der handler om virkelighedsbegrebet i en tid med lydoptagelser, trænger også til en opdatering. Essayet opridser historien om lydoptagelsen, og ikke mindst hvad denne har betydet for vores opfattelse af musikalsk “virkelighed”.

Grammofon

Før lydoptagelsen var koncerten den musikalske virkelighed, men muligheden for at optage musik har betydet, at musikkens virkelighed for mange mennesker er lydoptagelsen. Koncerten skaber groft sagt ikke musikken, men søger at genskabe den.

I gennem denne historie går lydoptagelsen fra at være noget dokumenterende til at være selve dokumentet. Undervejs kommer vi forbi “klassiske” cases som dirigenten Leopold Stokowski og pianisten Glenn Gould og bands som The Beatles og Beach Boys – kunsternere, der hver især afstedkom en forskydning i balancen mellem dokumenterende og dokument.

Også Walter Benjamins “Das Kunstwerk im Zeitalter Seiner Technischen Reproduzierbarkeit” fra 1936 indgår i fortællingen, der er spændende og lærerig, selvom kendere nok vil have hørt det meste i forvejen.

Walter Benjamin

I dag mangler historien sit seneste kapitel: Det skyldes at udviklingen kun beskrives frem til den passive konsumering af masseproducerede lydoptagelser i form af CD’er – for nu at blive i blive i frankfurterskolens terminologi. Men i dag ender historien ikke der …

Er vi i dag ikke i en tid, hvor også lydoptagelsen som en musikalsk virkelighed er i opløsning? Når mange musiklytterne i dag aktivt sammensætter og måske endda sammenklipper og remixer deres eget digitale musikkatalog, er lydoptagelsen så ikke blevet et råmateriale for en helt anden type musikalsk virkelighed?

Biografiske essays

Bogens anden hovedafsnit indeholder en række essays om kunstnere – hovedsagligt om komponister. Her er fortællinger om Vivaldi, Schubert, Verdi, Wagner, Mahler, Sibelius, Busoni og Sjostakovitjs samt et essay om Otto Klemperer og en længere tekst om amerikansk kompositionsmusik.

Teksterne inddrager i høj grad komponisternes samtid og søger at forstå komponisternes værker ud fra den kontekst, hvori de blev til. En historisk og biografisk tilgang kan selvfølgelig diskuteres. Det gør Rasmussen indirekte i essayet om Sjostakovitj, der viser, hvordan en kunstners værk kan tolkes på vidt forskellige måder alt efter hvordan komponistens forhold til sin samtid forstås.

Verdis operaer

I andre sammenhænge er forholdet mellem værk og biografi mere ligetil. F.eks. i essayet om Verdi, hvor Karl Aage Rasmussen sætter Verdis populære operaer ind i en den politiske kontekst, hvori de blev skrevet: Den italienske stats fødsel.

Herefter spørger Rasmussen, hvorfor et moderne publikum strømmer ind i for at se Verdis operaer uden at bekymre sig meget for baggrunden for disse værker. Hvordan kan et værk tale så direkte til – og om – sin samtid og også formå at appellere til eftertiden? Samtidig fortæller essayet den spændende historie om den moderne italienske stats svære fødsel på en medrivende måde, der sætter Verdis operaer i et nyt lys.

Gustav Mahler

I teksten om Gustav Mahler savner jeg derimod en nutidig vinkel. Essayet handler om Mahlers såkaldte “Wunderhorn” symfonier, nr. 2, 3 og 4 . Disse tre symfonier indarbejder materiale fra Mahlers samling af 12 lieder “Des Knabens Wunderhorn” i et komplekst spind af referencer på kryds og tværs.

Rasmussens forståelse af Mahler symfonier sker primært ud fra 1960’ernes genfortolkning af Mahler, en genfortolkning hvor igennem symfoniernes mangel på klassisk sammenhængskraft går fra at være en akilleshæl til at være et adelsmærke.

Således skriver Rasmussen f.eks. at “.. nutid og fortid griber ind i hinanden eller bytter plads, personerne i teksterne er anonyme, de agerer ikke, men beskrives i løsrevne situationer, som i en montage. Undertiden er vi ikke langt fra Ionesco eller Beckett”.

Gustav Mahler

Denne genfortolkning af Mahler og dens baggrund og konsekvenser er stadig relevant. Men jeg kunne godt ønske mig, at Karl Aage Rasmussen forholdt sig mere distanceret til den. Hvad siger en sådan omfortolkning af et værk f.eks. om sin samtid? Og hvordan forstår vi egentlig Mahler i dag?

Nutidens musik

Bogens tredje afsnit rummer seks essays, der debatterer kompositionsmusikkens vilkår i dag. Det første essay handler om komponisters forhold til publikum. Rasmussen spørger, hvorfor så få moderne værker er blevet ’optaget’ i det faste klassiske repetoire.

Coke

Denne diskussionen fortsætter i essayet. “Musikkens fremtid”. Her skriver Rasmussen, at “musik i dag i helt overvejende grad er en brugsgenstand, en vare. En vare ligesom biler, Coca-Cola, fyringsolie, burgere, cigaretter, krigslegetøj etc.” Ifølge Rasmussen forholder det meste af nutidens musik sig slet ikke til nutiden, men nostalgisk til fortiden “musik forventes ikke længere at afspejle den tid, det sted eller det samfund der er den lyttendes egen livsbaggrund”.

Karl Aage Rasmussen er heldigvis opmærksom på ironien i at begræde nutidens masseproducerede musiks nostalgi, og længslen tilbage til en tid, hvor musik ikke var en vare – f.eks. når han erindrer 60’ernes ustyrlige lyst til noget andet – til “nie erhörte Klänge”. Hvem er mest nostalgisk?

Selvom Rasmussen maler et nedslående billede af nutidens musik, ser han samtidig en redningsplanke i f.eks. Internettets økosystem af musik, der muliggør kollektiver af komponister, hvor grænsen mellem professionel og amatør udviskes.

Mindreværd

I essaysamlingen sidste afsnit findes en lille perle, essayet “Spil dansk, din hund!”. Essayet er et sønderlemmende kritik af koncepter som en “spil dansk” dag, en kulturkanon. Provinsielt, kalder Rasmussen det, og slutter retorisk med at spørge, om vi blot iscenesætter os selv for at få “den lovprisning vi savner fra andre for at kunne forlige os med fornemmelsen af, at vi, når alt kommer til alt, er bipersoner?”

Gode historier

En god historie kan fortælles igen og igen. Og mange af de historier Karl Aage Rasmussen fortæller i “Musik i virkeligheden” er historier, der sagtens tåler genfortælling.

Men en god historie tåler ligeledes at blive anskuet fra nye vinkler, at nye sammenhænge fremdrages. Og her synes jeg, at dele af “Musik i virkeligheden” kommer til kort. Det skyldes, at bogen lægger vinkler ned over stoffet, der i dag virker slidte, vinkler, der stammer fra 1960’ernes og 70’ernes musikvidenskabelige miljø.

Ikke fordi det musikvidenskabelige arvesølv fra denne periode i dag er uvedkommende. Men siden da er mange gode kræfter blevet brugt på at uddybe og videreudvikle vores viden om musik. Disse kræfter sætter desværre ikke mange spor i Rasmussens bog.

Mange af 60’ernes anskuelser vedrørende musik er på den ene eller den anden måde påvirket af modernismes krav om traditionens stadige fornyelse, en opfattelse, der ser “musiks udvikling som en støt fremadskridende inflationsproces”. Også Rasmussen påvirkes af dette krav, f.eks. når han beskriver samtidens musik som bagudskuende.

Traditionens fornyelse

Jeg ved ikke, om man kan kræve traditionens stadige fornyelse indenfor musikvidenskabelig forskning og formidling. Men når Rasmussen f.eks. beskriver nutidens musik som en masseproduceret vare, som Coca-Cola, krigslegetøj, som en kommerciel anvendelse af nostalgi; ja så fornemmer jeg i hvert fald, at en form for inflation har gjort, at jeg efterspørger en nye ord og vinker, måske endda vinkler, som jeg ikke har hørt før.

Share

6 Responses to ““Musik i virkeligheden” af Karl Aage Rasmussen”

  1. Sebastian Franck says:

    Er det ikke noget med at den dybere årsag til den moderne populærmusiks udbredelse skal findes i etableringen af effektive, kommercielt baserede distributionsnetværk – også kendt som pladeselskaber? I så fald er det da helt korrekt at musik er en vare. Og hvad så? Bliver den mindre værdifuld af den grund? Mister den “kunsterisk værdi” i takt med at den vinder i “pekuniær værdi”? Og er en Ferrari 250GTO ikke i virkeligheden et større kunstværk end Schönbergs samlede værker?

  2. Kristoffer Kjeldby says:

    Den moderne kompositionsmusik har i gennem hele det 20. århundrede arbejdet effektivt på at emancipere sig fra det brede publikum – jo smallere et publikum, des sandere et udsagn.

    Derfor er det vel kun naturligt at publikum søger andre steder hen.

    Den yderste konsekvens er at de bedste musikværker er dem der forbliver i skuffen – som f.eks. mine. Hvilket betyder at jeg er en … stor .. moderne .. komponist….

  3. Sebastian Franck says:

    Er der egentlig nogen der har beskrevet musik – og kunst i det hele taget – som først og fremmest social markør? Søgningen væk fra det populære er vel i høj grad en flugt fra “pøbelen” og dermed en fremhævning af “os”, de gode, de rigtige, vi der ved hvad der er sand kultur. Det her fx: http://www.youtube.com/watch?v=X8v-uDhcDyg (er det bare mig, eller lyder det ikke fuldstændig som Aphex Twin?)

  4. Kristoffer Kjeldby says:

    F.eks. Hargreaves, D. J. and North, A. C. (Eds.) (1997). The Social Psychology of Music.

    http://www.le.ac.uk/psychology/acn5/spmconte.html

  5. Sebastian Franck says:

    Yberkul! – den må jeg have fingre i som vinterferielæsning.

  6. Sebastian Franck says:

    Især kapitel 8 ser ud til at beskæftige sig med lige præcis det emne.

Skriv en kommentar


En lille test: Tyd de to utydelige ord nedenunder før du gemmer din kommentar.


 

Forklaring: Jeg modtager tit reklamekommentarer, som er sendt automatisk af en computer. Ved at tyder de to ord utydelige ord, beviser du at du er menneske!


Optagelsesprøve

Marstrand: Romerske borgere foran Osteri

Tips til optagelsesprøven på musikvidenskab:

 Selve prøven
 Øvelser i bladsang
 Forberedelse til hørelære

Hent mit speciale

Meissonier: Young Man Writing

Lakoff og Johnsons metaforteori og musikalsk terminologi

En undersøgelse af forholdet mellem sprog og oplevelse i forbindelse med beskrivelsen og analysen af det klassisk/romantiske repertoire

Da jeg skrev speciale samlede jeg løbende litteraturforslag, noter og forskellige ideer på bloggen Cognitive Semantics and Music

Download PDF   Download PDF

Andet

Blogroll

Danske universiteter

Konservatorier

Tilføj til favoritter

http://www.musikvidenskab.dk

Søg

Arkiv