by Kristoffer Brinch Kjeldby | April 17th, 2009
Begrebet frygisk halvslutning dækker over en bevægelse fra en subdominant sekst-akkord til en dominant-akkord i mol, her vist i e-mol:
Den frygiske toneart, er som bekendt den toneart som man får ved at spille på de hvide tangenter opad fra tonen e. Det særlige kendetegn med den frygiske toneart er derfor det halvtonetrin der befinder sig mellem e og f, altså mellem 1. og 2. trin.
Den eneste anden kirketoneart der har dette halvtonetrin er lokrisk – men da denne skala samtidig har en formindsket treklang som tonika, er den i klassisk sammenhæng mest af teoretisk betydning.
Det ‘frygiske’ i en frygisk halvslutning er den bevægelse der sker i bassen, hvor subdominantens terst bevæger sig en halv tone ned til dominantens grundtone. Denne bevægelse er – set ‘udfra’ dominanten – en frygisk bevægelse fra 2. til 1. trin. Det er derfor at den frygiske halvslutning kun findes i mol – ellers ville subdominanten være dur, og bevægelsen ville ikke være et halvtonetrin.
Til sidst er det værd at bemærke at subdominantakkorden i klassisk firstemmig sats skal kvintfordobles for at få den bedste stemmeføring.