Musikvidenskab.dk

Vi har været et smut i Zürich, hvor vi nød det fantastiske vejr ved foden af Alperne i den smukke middelalderbys snørklede gader. Byen har, på trods af sin beskedne størrelse, en del museer, dog af en meget svingende kvalitet. Det bedste museum var Museum Strauhof, som indtil den 6. september 2009 viser en utrolig flot udstilling om operalibrettoen: Das Libretto – Vom kleinen Buch zur Grossen Oper.

Museet er et litteratur- og bogmuseum – ikke et musikmuseum – og det interessante ved udstilling er derfor at den handler om operaen fra librettoens – og ikke fra musikkens synsvinkel.

Forholdet mellem tekst og musik i en opera er interessant: Er det centrale i en opera teksten og handlingen, eller er det musikken? Og hvordan forholder komponisten sig til librettoens handling: Bliver librettoen en integreret del af musikken, eller forholder musikken sig distanceret eller måske ligefrem kritisk overfor teksten?

Disse spørgsmål har været diskuteret mange gange igennem operaens historie (de danner sågar udgangspunkt for Richard Strauss sidste opera Capriccio fra 1942!) Og disse spørgsmål spiller også en central rolle i udstillingen emnekreds. For at belyse disse tager udstillingen sit udgangspunkt i en række librettisters værker – libretister med stor litterær pondus – f.eks. Metastasio og E. T. A. Hofmann:

Metastasio (1698-1782), døbt Pietro Antonio Domenico Trapassi, var en utrolig populær italiensk libretist blandt datidens operakomponister. Den franske oplysningsfilosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) anbefalede ligefrem Metastasio til unge komponister med ordene: “If you are seized with trembling, if in the middle of your rapture oppressive feelings weigh you down, then take Metastasio and set to work. His genius will warm yours.”

Metastasios tekster indenfor opera seria danner derfor udgangspunkt for rigtig mange operaer, blandt andet af helt store komponister som  Christoph Willibald Gluck og Mozart.  Dermed er Metastasios librettoer en oplagt mulighed for at studere hvordan mange forskellige komponister vælger at ‘tonesætte’ de samme tekster (se mit tidligere indlæg om Parallelvertonung).

Ernst Theodor Amadeus Hoffmann (1776 – 1822) var en tysk forfatter, musikkritiker og komponist. Indenfor musikvidenskaben er Hoffmann specielt kendt for sin anmeldelse af Beethovens 5. symfoni – en helt central tekst indenfor den romantiske musiks historie. Udstillingen fokuserer på Hoffmanns egne operaer, specielt hans opera Undine. Der er mange lydeksempler fra operaen, og det er meget spændende at høre Hoffmanns egen musik, når man mest er vant til at læse om hans holdninger til andre komponisters.

Udstillingen har selvfølgelig også et rum der omhandler Richard Wagners (1813-1883) idé om Gesamtkunstwerk, der er centralt indenfor udstillingens emnekreds. Ideen med et Gesamtkunstwerk er en syntese mellem kunstarterne, f.eks. en opera der sammensmelter tekst, scenekunst og musik, i stedet for at de forskellige kunstarter står i et modsætningsfuld forhold.

Samlet set er udstillingen, ud over at være meget flot sat op, ret tankevækkende. Jeg har beskæftiget mig en del med forholdet mellem tekst og musik indenfor tyske lieder, men jeg har aldrig tænkt over at en parallel diskussion selvfølglig foregår indenfor operaen – måske endda sat endnu mere på spidsen, fordi en operaproduktion er så omfattende, at det bliver tydeligt at musikken kun er en begrænset del af den samlede opera.